Tilbage til oversigten

Brænde Opbevaring

Der er ikke noget værre end at ville tænde op i brændeovnen, og så er brændet fugtigt eller decideret ubrugeligt. Hele nøglen er at opbevare dit brænde på den rigtige måde. Her får du en simpel guide til opbevaring af brænde både inde og ude, så du altid har knastørt brænde, som er klar til at fyre op med.

Hvorfor er korrekt brændeopbevaring vigtigt?

Brænde, der ikke bliver opbevaret ordentligt, kan hurtigt begynde at suge fugt til sig. Fugtigt brænde kan resultere i dårlig opvarmning og øget røgudledning, der ikke bare forurener, men også kan skade din skorsten.

Helt overordnet kan man sige, at tørt brænde brænder bedre og er mere miljøvenligt, uanset om det skal bruges til at fyre op indendørs eller udendørs.

Få flere praktiske råd til din pejs eller brændeovn.

3 smarte metoder til opbevaring af brænde

1. Udendørs brændeopbevaring – et godt gammeldags brændeskur
Den ideelle opbevaring af brænde er i et klassisk brændeskur. Det er udendørsopbevaring, som kræver, at dit brænde er beskyttet mod regn og sne. Et godt brændeskur er hverken for åbent eller for lukket, men skal både beskytte mod regn, sne og fugt fra jorden, samtidig med at det er åbent nok til at sikre god luftcirkulation omkring brændet.

Et brændeskur i cortenstål er både praktisk og kommer i en charmerende orangerusten farve. Det fremstilles i robuste materialer, som egner sig godt til det nordiske vejr og sørger for, at dit brænde forbliver tørt. Husk at placere brændet på et hævet underlag som paller eller et gulv, så det ikke ligger direkte på jorden. Undgå også at lægge brændet helt op ad en mur – hverken træet eller muren får nok luft, og det kan føre til fugtskader eller skimmel.

2. Indendørs brændeopbevaring – en praktisk og dekorativ løsning
Det gør livet en anelse lettere, hvis du har mulighed for at opbevare dit brænde inden for husets fire vægge. Med en brændeholder tæt på din brændeovn, har du altid brændet lige ved hånden. Men indendørsopbevaring behøver faktisk ikke kun være en praktisk løsning, det kan blive en integreret del af husets indretning. Moderne brændeopbevaringsløsninger i stål eller træ går nemt i et med de fleste indretningsstile. Bare husk, at brændet skal være helt tørt, inden det tages ind, så der ikke opstår fugtproblemer i hjemmet.

3. Brænde i et udendørsmøbel — en smart og moderne løsning
Hvorfor nøjes med et almindeligt brændeskur? Hvis du har en lidt kreativ snilde og hænderne godt skruet på, kan du integrere dit brænde i et udendørsmøbel. En brændebænk er både praktisk og hyggelig, og kan endda bruges som siddeplads ved bålpladsen. Smid en bordplade på toppen af dit brændestativ, og pludselig har du også et smart arbejdsbord til madlavning og andre praktiske formål under åben himmel. Har du ikke plads til et bord, er en brændestol på din terrasse også en genial idé, hvor du diskret kan opbevare brændet under sædet.

Fugtighed og ventilation — undgå skimmel i dit brænde

Brænde er et naturprodukt, og med det følger en usynlig verden af skimmel- og svampesporer, som kan trives under de forkerte forhold. Især fugtigt og dårligt ventileret brænde skaber perfekte betingelser for, at sporerne kan tage overhånd. Derfor er det afgørende, at dit brænde opbevares tørt og med god luftcirkulation. Når træet får lys og frisk luft, svækkes sporerne, og risikoen for skimmel og mug reduceres markant.

For at skabe den optimale brændeopbevaring skal fugtigheden i brændet være under 18 % – du kan nemt måle dette med en fugtmåler. Hvis du vil være helt sikker på, at dit brænde er fri for skimmel, er ovntørret brænde et sikkert valg. Det varmes op til mindst 75 grader, hvilket eliminerer skimmel- og svampesporer. Så slipper du for at bære uønskede gæster ind i stuen – og det gør både din brændeovn og indeklimaet en stor tjeneste.

Hvor længe skal brænde tørre, før det er klar til brug?

Tørretiden afhænger af træsorten og opbevaringsforholdene. Ovntørret brænde er klart til brug med det samme og har typisk en fugtighed på under 20 %. Lufttørret brænde skal tørre i mindst 12-24 måneder afhængigt af træsorten. Tungere træsorter som eg og bøg kræver længere tørretid, mens lettere træ som birk tørrer hurtigere.

Få det maksimale ud af dit brænde

Med den rette opbevaring holder dit brænde sig sundt og tørt. Når opbevaringen spiller, er næste skridt at finde en brændeovn eller pejs, der giver en god og miljøvenlig forbrænding.

Se vores udvalg af pejse og brændeovne her.

Få mere viden her

Guide

Pejs eller Brændeovn?

Hvad skal du vælge: den charmerende pejs eller den klassiske brændeovn? Begge typer ildsteder har deres unikke charme og praktiske egenskabe...

Læs mere

Guide

Bedste Brænde til Brændeovn

Hvilket brænde giver dig mest varme for pengene? Vælg det rigtige brænde og få mere ud af din brændeovn. Vi guider dig til de bedste valg he...

Læs mere

Guide

Optænding Brændeovn

Mange tænker måske ikke over, hvordan de tænder op i deres brændeovn, og risikerer derfor at gøre det forkert. Men det kan faktisk gøre en s...

Læs mere